Valg af fagforening – for begyndere

Der findes rigtig mange forskellige fagforeninger, som du kan melde sig ind i, allerede mens du studerer, og også når du er færdiguddannet, men hvorfor skal du melde dig ind i en fagforening, og hvilke overvejelser bør du gøre dig, når du skal vælge fagforening?

Hvad er en fagforening?

En fagforening er en organisation, der varetager dine interesser i forhold til arbejdsmarkedet. Mere præcist kan man skrive fordelene ved at være med i en fagforening således:

  • En fagforening kan yde juridisk hjælp, hvis du har problemer med din arbejdsplads, hvad end du ikke får din løn, har fået en arbejdsskade, er opsagt uden grund, etc.
  • Derudover tilbyder de fleste fagforeninger at give feedback på din ansøgning og dit CV, når du er arbejdssøgende.
  • Fagforeningen tilbyder også ofte mange kurser (både gratis og betalte) til opkvalificering af dine kompetencer.
  • Får du et nyt job, vil fagforeningen også tilbyde at læse din ansættelseskontrakt igennem, så de kan hjælpe med at sikre, at du bliver ansat på de rigtige vilkår.
  • Mange fagforeninger laver også lønstatistik over deres medlemmers løn, så du altid kan få rådgivning hos fagforeningen i forhold til lønforhandlinger.
  • Du får mulighed for at være med i et fagligt fællesskab med masser af videndeling, så du har nem adgang til de nyeste trends inden for dit fagområde.
  • Der kan også være mulighed for at tegne forsikringer med rabat gennem din fagforening samt at få rabat på blandt andet fagbøger.

Billigere for studerende

Hvis du er studerende er prisen for medlemskab af de fleste fagforeninger meget lav. Jeg har eksempelvis betalt 111 kr. pr. kvartal for mit medlemskab af fagforeningen Kommunikation og Sprog under min uddannelse. Da jeg meldte mig ind, var det faktisk for at få billigere forsikringer. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge en fagforening til, men med et medlemskab kunne jeg få en af landets billigste indboforsikringer som studerende. Senere har jeg så brugt nogle af de mange andre fordele, som jeg har listet op ovenfor. Husk også, at mange fagforeninger er gratis de første par måneder af medlemskabet.

Fagforening og a-kasse samme sted?

Mange studerende kender ikke forskellen på en fagforening og en a-kasse, da de aldrig har brugt de to. Derfor melder mange sig også ind i de fagforeninger og a-kasser, der har et samarbejde, men det behøver man ikke. Min fagforening har et samarbejde med en a-kasse, men det er ikke den a-kasse, som jeg har valgt at melde mig ind i. På samme måde har min a-kasse et samarbejde med en bestemt fagforening, men jeg synes ikke, at den matcher min uddannelsesmæssige baggrund så godt som Kommunikation og Sprog. Jeg har endnu ikke oplevet nogle problemer eller udfordringer ved at være medlem af en fagforening og en a-kasse, der ikke har et samarbejde, da det er to forskellige ting. Du kan læse mere om forskellene på en a-kasse og en fagforening her.

Meld dig nu ind!

Jeg kender flere, som blev færdiguddannede sidste sommer ligesom mig, der ikke har meldt sig ind i en fagforening. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg føler en tryghed i, at jeg kan få en kyndig til at gennemlæse min ansættelseskontrakt, og jeg synes, det er rart, at jeg kan ringe til min fagforening og få at vide, hvad jeg kan forvente i løn for et job, jeg er til jobsamtale på. Jeg har deltaget i flere gode kurser med min fagforening, og jeg er glad for at få et månedsmagasin med fagrelevante artikler. Derfor er min opfordring til dig, at du skal melde dig ind i en fagforening. Find en der matcher din branche. Jeg synes, at det er pengene værd.

2 kommentarer til “Valg af fagforening – for begyndere”

  1. Tak for dit gode indlæg. Og du har så sandelig ret. Virkelig godt, at du nævner videndeling og fagligt fællesskab som en af fordelene. Rigtig mange glemmer dette og tænker kun på de mere “traditionelle” ydelser som juridisk bistand. Som formand for Kommunikation og Sprog kan jeg blot håbe, at du og din blog kan være med til at gøre andre opmærksomme på fordelene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *