Valg af a-kasse – for begyndere

Når du bliver færdig med at studere, er det vigtigt at være meldt ind i en a-kasse, hvis du gerne vil have udbetalt dagpenge, indtil du får et job. Jeg har derfor skrevet lidt om de overvejelser, du bør gøre dig, når du skal vælge a-kasse. 

Hvad er en a-kasse?

A-kasse står for arbejdsløshedskasse, som er en slags forsikring mod arbejdsløshed. Hver måned indbetaler man et beløb til sin a-kasse – til gengæld udbetaler a-kassen penge til dig, hvis du er arbejdsløs. Derudover kan a-kassen også hjælpe dig med at komme nærmere et job, idet de fleste tilbyder karriererådgivning, feedback på CV og ansøgning, små kurser og mulighed for at netværke med andre arbejdssøgende.

Tidlig indmelding

Hvis du er studerende og ikke er meldt ind i en a-kasse, så find en a-kasse og meld dig ind med det samme. Alle de a-kasser jeg har hørt om, er gratis for studerende. Derudover får du dagpenge fra din første dag som ledig, hvis du har været indmeldt i minimum 1 år som studerende. Hvis du ikke har været indmeldt i 1 år, får du ingen dagpenge den første måned, efter du bliver færdiguddannet.

Hvilken a-kasse skal man vælge?

  1. Først og fremmest vil jeg sige, at det er en fordel at vælge en a-kasse, der har kontor i nærheden af dig. Det er irriterende at køre fra sin bopæl i Aalborg til et møde på tre kvarter i a-kassen, der ligger i Aarhus.
  2. Derudover synes jeg, at du skal kigge på, hvilken a-kasse, der ved noget om, hvad du er uddannet som. Som kommunikationsuddannet med mange forskellige kompetencer er det rart, at konsulenterne i a-kassen ved, hvad jeg kan, når jeg snakker med dem. De har nemlig rigtig mange medlemmer med den samme uddannelse som mig.
  3. Sidst så synes jeg, at det er relevant at undersøge, om a-kassen løbende har arrangementer, der kan have relevans for dig, når du bliver arbejdssøgende. Jeg har benyttet mig af flere af min a-kasses tilbud. Jeg har haft en vejledningssamtale som forberedelse til en jobsamtale, jeg har været til kompetenceafklaring, og jeg har lært at søge job med telefonen som redskab. Derudover har min a-kasse afholdt kurser om uopfordrede ansøgninger, LinkedIn samt introduktion til den gode ansøgning og et godt CV. Hver uge er der åben vejledning på kontoret, ligesom man altid må sidde hos a-kassen og skrive sine ansøgninger, hvis man trænger til at komme væk hjemmefra.
  4. Jeg synes ikke, at prisen for a-kassen er særlig væsentlig. Jeg føler, at det jeg betaler for min a-kasse er det værd, når man ser på alle de tilbud og muligheder, jeg får.

Kan man skifte a-kasse?

Ja, det kan man godt. Jeg har gennem det meste af min studietid været medlem af en a-kasse, der var bredt rettet mod akademikere. Et halvt år før jeg blev færdiguddannet blev jeg opmærksom på, at MA havde en del arrangementer i Aalborg, og så var jeg tiltrukket af, at de vidste mere om min uddannelse end den a-kasse, jeg allerede var medlem af. Jeg kontaktede MA og fik flyttet min anciennitet med over, så jeg stadig fik dagpenge fra min første ledighedsdag.

Din a-kasse er vigtig

Det er vigtigt, at du selv finder ud af, hvilken a-kasse der er rigtig for dig. Jeg er rigtig glad for at være medlem af MA, men det er ikke sikkert, at den a-kasse lige er noget for dig. Derfor synes jeg, at du skal læse om de forskellige a-kasser og snakke med dine studiekammerater om deres a-kasse, før du melder dig ind. Du kan også læse meget mere om de forskellige a-kasser på akasseguiden.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *