Motion giver mig ny energi

Efter en omgang forkølelse er jeg nu igang med træningen igen. Jeg er hverken sundheds- eller træningsentusiast, men at tage ned i Fitness World og glemme omverdenen et par timer om ugen, er noget af det bedste jeg ved. 

Hvorfor træner jeg?

Jeg er i virkelig dårlig form. Selv i de perioder, hvor jeg træner tre gange om ugen, er jeg i dårlig form. Så jeg træner ikke for at komme i god form, og jeg træner heller ikke for at tabe mig. Jeg ved godt, at det er godt for kroppen at træne, fordi den alligevel kommer i form, selvom man ikke kan mærke det, men det er nu ikke derfor, jeg træner.

Den primære grund til at jeg elsker at tage ned i Fitness World og træne på et hold – om det så er stram op, stepfit, dancefit eller pilates – er, at jeg der kan lukke omverdenen ude. Jeg behøver ikke tænke på jobsøgning, når jeg er i fitnesscentret. Det er en velfortjent pause fra dagpengesystemet, der bliver hårdere og sværere at være slave af, jo længere tid man befinder sig i det. Jeg kobler hovedet fra, når jeg træner, og det er det bedste jeg ved. Der er ingen job, der skal søges, ingen mail der skal tjekkes, ingen sociale medier man skal følge med i, og ingen telefon man skal holde øje med indgående opkald på. Der er kun en selv og den energi, man lægger i træningen, og det kan jeg rigtig godt lide. Nåeh ja, der er selvfølgelig også resten af holdet, når nu man elsker holdtræning, men på en eller anden måde, så er man ligeglad, og det føles ofte, som om man er den eneste i lokalet, når man virkelig lægger sin energi i det.

Hvor lader du op?

Hvor tanker du ny energi? Er det hjemme hos familien eller i træningscentret ligesom mig? Læser du en god bog, når du har brug for at lade op til en ny arbejdsdag? Mange vælger at flade ud på sofaen, og det kan jeg også godt selv blive forfalden til, men når jeg ligger i sofaen foran tv’et, så lader jeg ikke op. Så kommer der bare endnu flere indtryk ind i mit hoved, og det er for mig ikke en god måde at tanke ny energi op på. Vi er alle forskellige, vi har forskellige job og forskellige liv, og derfor er det også forskelligt, hvordan vi bedst får ny energi. Det vigtige er bare, at vi husker, at vi ikke kan køre videre på dampene i længere tid – vi er nødt til at huske at lade ny energi op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *