Månedsstatus: 7 måneder som arbejdssøgende

Vi er gået ind i et nyt år, og jeg søger nu job med fornyet energi. Den sidste måned har været præget af jul og nytår, men jeg har også haft travlt med at skrive ansøgninger og at udvikle mine kompetencer. 

Status

Den syvende måned som arbejdssøgende har jeg:

  • Intensiveret jobsøgningen ved at sende flere ansøgninger af sted til opslåede stillinger.
  • Sendt et par uopfordrede ansøgninger af sted sammen med mit CV.
  • Haft mere fokus på at gøre andre opmærksomme på, at jeg søger job.
  • Lavet flere flotte ansøgninger og CV’er i InDesign.
  • Lavet mindre grafiske elementer i Illustrator til ansøgningerne.

Jeg må indrømme, at det var svært at finde motivationen til at søge job omkring jul og nytår, og jeg var mildest talt rigtig træt af hele situationen. Til gengæld har det hjulpet at gå ind i et nyt år, og de første knap tre uger af 2014 har været rigtig gode jobsøgningsmæssigt, idet jeg har sendt rigtig mange gode ansøgninger. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, at jeg snart bliver kaldt til samtale, så jeg kan bruge min energi på et skønt job.

Bloggens status

Jeg har for kort tid siden flyttet min blog til eget domæne, og det har jeg fået rigtig god respons på. Jeg måtte skifte hele bloggens visuelle udtryk i flytningen, og selvom det tog lang tid, og jeg bevægede mig ind på et emne, som jeg ikke vidste så meget om, så synes jeg, at resultatet er blevet rigtig godt. Jeg har samtidig en ambition om flere forskellige emner her på bloggen. I første omgang har jeg skrevet lidt om mine erfaringer med flytning til eget domæne.

Status på det grafiske område

Når jeg ikke skriver ansøgninger eller undersøger virksomheder, så bruger jeg rigtig meget tid på at udvikle mine kompetencer på det grafiske område. Jeg designer flere ansøgninger fra bunden af hver uge, og jeg bruger meget tid på at se på andres grafiske design, så jeg kan hente inspiration. Derudover følger jeg flere gange om ugen online tutorials i Illustrator, så jeg kan blive bedre til at designe grafiske elementer. Det er stadig kun mindre grafiske elementer, jeg selv laver fra bunden, men jeg håber, og jeg glæder mig til, at jeg også kan designe større og mere detaljerede elementer.

Vurdering af status

Alt i alt synes jeg, at det går rigtig godt. Det er rart at have nogle projekter ved siden af jobsøgningen for at undgå at blive skør, og når de projekter så oveni købet er relateret til mit fag, så er det jo bare simpel kompetenceudvikling. Det var også fedt at udvide sin horisont i forbindelse med flytning af bloggen, hvor jeg bl.a. var nødt til at rode med sidens koder for at opnå en (for mig) tilfredsstillende blog.

Hvis du er i en virksomhed, hvor I muligvis har brug for en som mig, så skal du ikke tøve med at kontakte mig. Jeg kommer gerne forbi til en uforpligtende snak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *