Månedsstatus: 1 år som færdiguddannet

Jeg havde aldrig troet, at det ville være så svært at få et job. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg (som er så dygtig – for at sige det, som det er) efter 1 år som færdiguddannet, stadig er fuldtidsjobsøgende.

Langtidsledig

Jeg er på vej ind i en ny gruppe. Jeg er i gang med at blive hæftet med mærkaten ”langtidsledig” af arbejdsmarkedet. Tak for det. Ved du, hvad det betyder? Du er langtidsledig, hvis du har været ledig mere end et år. Det er i dag over et år siden, at jeg blev færdiguddannet og havde min sidste eksamen på kandidatstudiet. Mange arbejdsgivere ser langtidsledighed som et negativt signal, og derfor vælges de langtidsledige fra til et givent job. Nogle langtidsledige mister også værdi, fordi de uddannelsesmæssige færdigheder er blevet rustne og glemte.

Ikke mig

Heldigvis er jeg typen, der hele tiden har gang i nogle projekter. Og det har jeg haft, siden jeg blev færdiguddannet sidste år. Jeg kan ikke sidde stille. Der skal ske noget. Så selvom datoen måske siger, at jeg er på vej ind i langtidsledigheden, så siger CV’et noget andet. Jeg har ikke fået et job (endnu), men jeg har for nyligt været i en 8 ugers praktik i en marketingafdeling, hvor jeg brugte meget af det, jeg lærte på studiet, og som jeg har en naturlig passion for. Jeg har gennem min ledighed også været på kursus for at udvide mine kompetencer. Det betyder, at jeg ikke ”bare” er en helt almindelig kommunikationsmedarbejder af den slags, der hænger på træerne. Nææ nej, jeg kan skam også tilbyde lidt grafisk design, når der skal udarbejdes brochurer og plakater til events og annoncer.

Jeg er altså ikke blevet rusten. Jeg er stadig fit for fight, og jeg er MAX MOTIVERET til at arbejde fuld tid med kommunikation og marketing. Se min brede profil på LinkedIn og skriv til mig. Så kommer jeg forbi til en snak om, hvad jeg kan gøre for dig. Jeg er nemlig ikke den typiske “langtidsledige” akademiker. Jeg holder mig opdateret. Og jeg er sikker på, at det næste gang er min tur til at fortælle hele verden, at jeg har fået mit drømmejob.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *