Jeg er bachelor!

Sidste karakter er netop rullet ind, så nu er jeg helt officielt BACHELOR i fransk og virksomhedskommunikation med IT og kommunikation som tilvalg. Det er en skøn titel, synes jeg selv, og jeg nyder at have den i hus. Ikke mindst efter en veloverstået sidste eksamen, hvor bachelorprojektet om France Télécom og krisekommunikation skulle forsvares på fransk. Min makker og jeg fik stor ros for projektet af både censor og eksaminator, og så var der ekstra ros for mit oplæg om image og imagerisici samt min diskussion om France Télécoms krisekommunikationsstrategi. Alt i alt en fantastisk eksamen, hvor jeg gik hjem med topkarakter.

Nu er det sommer og ferie inden jeg starter på det nye studie på kommunikationskandidaten på Aalborg Universitet. De første 5-6 uger skal jeg være guide på Aalborg Open Top Bus, som kører fra FRIIS i Aalborg centrum hver dag kl 11 og kl 13. Vi er tre værter, der deler turene imellem os, og jeg er sikker på, at det nok skal blive sjovt. Sidder lige nu og gør mig de sidste forberedelser til “testturen” i morgen aften. Bussen kører bl.a. over Limfjordsbroen til Lindholm Høje og tilbage til Aalborg midtby for derefter at køre op omkring Zoologisk have og KUNSTEN, Aalborgs kunstmuseum. Det kan være, at vi ses om bord på bussen en dag, hvor det er mig, som er guide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *