Fra høflighed til irritation

Sympatisamtale med en vældig rar telefonsælger
Jeg har lige snakket med en vældig rar gut fra Danmarks Naturfredningsforening. Han fik lov at snakke, mens jeg lyttede – først opmærksomt, senere mindre opmærksomt, da det går op for mig, at han er telefonsælger. Nu skal det siges, at jeg har et let forhold til telefonsælgere, fordi jeg selv har haft et sådant job på et tidspunkt i min studietid. Jeg ved derfor, hvor hårdt og utaknemmeligt et job, det er. Telefonsælgere bliver ofte mødt med sure miner og vrede kommentarer, når de bare gør deres arbejde. Jeg vil derfor insistere på at være høflig, når de ringer og er høflige overfor mig.

Nå, men gutten i telefonen starter mildt ud med at snakke og sige, at han ikke håber, at han har forstyrret mig. Jeg svarer, at det går nok – så bliver oprydningen på skrivebordet også udskudt lidt længere – og han starter en rolig talestrøm om, hvordan kemikalier ødelægger grundvandet. Ja, han sagde meget andet end det, men det er altså essensen af det. Han vil derfor have mig til at blive medlem og dermed støtte Danmarks Naturfrednings arbejde mod kemikalier nær grundvandsboringer. Sagen er nu, at han får alting sagt på en måde, så jeg er nødt til at give ham ret i det, han siger. Derfor er det også klart, at han får spurgt, om ikke jeg synes, det er en god ide at gøre noget ved kemikalierne. Jeg samtykker med et “mmm”, og vupti har jeg sagt ja til et medlemsskab.

Nå, det går nok også, tænker jeg. Han siger, at man ikke forpligter sig til noget, og der er ingen binding på medlemsskabet. Så jeg tænker, at jeg da godt kan betale 50 kr. om måneden for at give os bedre drikkevand i fremtiden i et par måneder. Alle bidrag er jo velkomne – store som små. Nu vil telefonsælgeren så vide, hvilken bank jeg har. Jeg svarer, men undres lidt – hvorfor er det nu relevant? Det viser sig, at det er fordi, han vil sende en pbs-anmodning direkte til min bank for mig. Og han skal derfor også have oplyst mit registreringsnummer og kontonummer over telefonen. Der slår jeg så bak – for må man det? Kan jeg godt bare rende rundt og give mine kontooplysninger til hvemsomhelst, jeg ikke kender? Er der ingen risiko ved det? Jeg anmoder om at få tilsendt et girokort i stedet for, men det er ikke en mulighed. Derfor beklager jeg overfor ham, at jeg altså ikke har lyst til at give de oplysninger over telefonen. Telefonsælgeren, som jo bare gør sit job, siger, at jeg kan læse mere på deres hjemmeside. Det bliver planen, og han ringer til mig igen om et par dage. Samtidig er jeg vældig irriteret over, at jeg skal tvinges til at udlevere mine bankoplysninger.

Hvad nu?
Så nu må jeg ind og finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg synes stadig, at det er en god sag, og selvom jeg er studerende, så arbejder jeg lige nu, så jeg kan da godt undvære en halvtredser eller to. Men kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal udlevere kontonummer over telefonen og ikke kan få tilsendt et girokort? Det er godtnok noget med, at man efterfølgende vil få tilsendt en bekræftelsesblanket fra banken ang. tilmeldingen til pbs, men alligevel… Måske vil jeg undersøge, om man kan støtte sagen uden at blive medlem af foreningen. Jeg er i forvejen medlem af tusind ting – mest forskellige butikker, men det er jo selvfølgelig slet ikke det samme!

Samtidig undres jeg over, at der stadig findes telefonsælgere. Hvorfor er det stadig i orden at kapre medlemmer på den måde og sælge et medlemskab gennem telefonen? Er det stadig i orden at sige “nej tak”, fordi man jo umuligt kan støtte alle gode formål i hele verden? Og er det muligt at være høflige og rare overfor telefonsælgere uden at ende med at sige ja til at købe noget/betale noget/blive medlem af noget? Jeg synes, at det er svært.

Én kommentar til “Fra høflighed til irritation”

  1. De er i hvert fald ikke den eneste velgørenhedsorganisation der gør det på den måde. Blev værget på gaden af CARE i sidste uge, og der blev jeg også bedt om mine bankdetaljer. Kunne så ikke lige mit reg. nr. i hovedet, så det måtte de ringe til mig senere om.
    Mon ikke at det hænger sammen med at det er billigere for dem end at udsende girokort?

    Spørgsmålet er hvor meget der kan fuskes med ens kontooplysninger – det er jo ikke kortnummer eller pinkode de får. Kan man ikke bare i sidste ende afvise en betaling hvis man ikke mener man har godkendt den?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *