Afslag efter jobsamtale

Jeg var til samtale hos en interessant virksomhed i sidste uge, hvor min interesse for jobbet blev forstærket under samtalen. Stemningen var afslappet og kemien var god, så da jeg kørte hjem igen, var det med en god følelse i maven. I dag er afslaget så kommet.

8 ud af 300 ansøgere

Virksomheden havde modtaget næsten 300 ansøgninger til den opslåede stilling. Ud af de knap 300 ansøgere, havde de kaldt 8 personer til samtale – heriblandt mig. Det er et kæmpe klap på skulderen for mig at blive udvalgt ud af så mange ansøgere, og det er naturligvis det, jeg prøver at huske nu, hvor jeg ikke er videre til anden runde af ansættelsesprocessen.

Afslag pr. mail

Afslaget kom pr. mail. Det havde jeg lidt forudset, da jeg også fik invitationen til den første samtale på mail, men jeg var alligevel skuffet over, at virksomheden ikke havde taget sig tid til lige at ringe til mig for at uddybe deres valg. Nu havde jeg trods alt været nede hos dem til en fysisk samtale.

Op på hesten igen

Det er let at sige til andre arbejdssøgende, at der kommer noget andet, og at man bare lige skal op på hesten igen, og selvom jeg ikke er fuldstændig slået ud af afslaget, så er jeg da stadigvæk ærgerlig over, at det her job ikke bliver mit. Jeg ved, at det ikke er fordi, jeg ikke er god nok, men derimod fordi der er enorm stor konkurrence lige nu.

Nu tager jeg lige en dag eller to, hvor jeg arbejder med grafisk design og lader ansøgningerne ligge. Jeg er ved at være godt træt af at søge job, når jeg allerhelst vil arbejde og være til gavn i en virksomhed.

Én kommentar til “Afslag efter jobsamtale”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *