6 ugers selvvalgt kursus

Lige om lidt har jeg været ledig i de magiske 4 måneder, som systemet kræver, førend man kan starte på det, der hedder 6 ugers selvvalgt kursus. Jeg har længe haft et helt bestemt kursus i tankerne, og jeg havde tænkt, at jeg kunne starte primo november, men nu er jeg muligvis nødt til at vente til januar.

Hvad er 6 ugers selvvalgt kursus?

Når man har været ledig i 18 uger helt præcist, får man mulighed for at tage et betalt 6 ugers kursus. Kurset skal være på samme uddannelsesmæssige niveau som din uddannelse – det vil sige, at du ikke må tage et kursus, som ligger under dit faglige niveau. Derudover er der en række andre krav, de vigtigste er:

  • At du er mellem 25-65 år.
  • At du afslutter kurset inden den 57. uges ledighed.
  • At du ikke har en deltidsansættelse ved kursets start.

Af praktiske oplysninger om 6 ugers selvvalgt uddannelse, skal nævnes:

  • At kurset kan vare 1-6 uger.
  • At du får dagpenge undervejs.
  • At du ikke har mulighed for at få befordringsgodtgørelse.

Firkantede regler

Mange bliver fanget af reglen om, at man skal være fyldt 25 år for at få adgang til 6 ugers selvvalgt kursus. Man bliver presset til at komme hurtigt gennem uddannelsessystemet, men hvis du er for hurtig, har du ingen rettigheder som ledig. Mange bliver samtidig fanget af reglen om, at kurset skal være afsluttet inden den 57. uges ledighed, fordi de unge færdiguddannede først skal nå at fylde 25. Er du på supplerende dagpenge, fordi du er så sej, at du har en deltidsansættelse, så har du heller ikke ret til 6 ugers selvvalgt kursus, for så er du jo ikke rigtig ledig. Eller hvad? De fleste kurser afholdes kun i landets største byer. Det udelukker rigtig mange, idet alle måske ikke har økonomien til at pendle til en større by i 6 uger. Har du ikke været ledig i 18 uger, men kun i 17 uger ved kursets start, så har du heller ikke en chance. Heller ikke selvom kurset først har start igen 3 måneder senere. Det er denne sidstnævnte firkantede regel, som jeg selv er blevet fanget af.

Alternativ vej til kursus

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kun har et meget sparsomt kendskab til Adobe-programmerne Photoshop og InDesign. Derfor har jeg også længe vidst, at jeg gerne ville have et 6 ugers selvvalgt kursus i netop disse programmer samt Illustrator. Det viser sig imidlertid, at kurset har sidste start inden jul den 28. oktober. Den dag har jeg kun været ledig i 17 uger – altså en uge for lidt. Næste kursusstart er først ultimo januar, hvilket betyder, at jeg skal vente yderligere 3 måneder på at tage et kursus, som meget vel kan lede til et job for mig på baggrund af min faglige profil. Jeg har snakket med både kursusudbyder og min a-kasse, som begge siger, at man ikke kan søge dispensation.

Min frustration vil ingen ende tage. Jeg har derfor kontaktet jobcentrets anden aktør, som jeg er blevet henvist til, da jeg derigennem kan søge om lov til at tage kurset som en slags aktivering. Der ville være større chance for at få min ansøgning godkendt, hvis der faktisk var en virksomhed, der sagde, at de ville ansætte mig på baggrund af dette kursus, men jeg har henvist til flere jobopslag på relevante job, hvor virksomhederne ønsker erfaring og kendskab til programmerne, og jeg håber, at det er nok til at få godkendt ansøgningen. Hvis jeg ikke får godkendt min ansøgning, vil jeg forsøge at finde ny praktik, men jeg vil allerhelst have kurset nu, så jeg kan komme i job hurtigst muligt. Jeg tror på, at jo hurtigere jeg får lov at tage dette kursus, jo hurtigere vil jeg få et job. Så nu kan jeg bare krydse fingre, mens jeg søger endnu et job, der søger en kommunikatør, som arbejder hjemmevant i Photoshop og InDesign.

4 kommentarer til “6 ugers selvvalgt kursus”

  1. Kære Louise

    Først – FED blog du har stablet på benene – det er sejt gået, og sætter nogle interessante tanker i gang.
    Dernæst – Jeg har selv været ved at springe i luften flere gange i frustration over systemet og måden, de håndterer ledighed på! Man kan undre sig igen og igen – brokke sig, stryge dem med hårene… for derefter at finde ud af, at ingen af delene sjældent hjælper.
    Sig til hvis du mangler en at være frustreret sammen med, så er jeg frisk på en spand kaffe 😉
    Og sidst – Keep up the good work!

    1. Hej Mia.

      Mange tak skal du have! Jeg håber, at andre kan få god nytte af bloggen og måske føle sig mindre alene i #jobkampen, når de læser om mine frustrationer, som jeg kan høre, at du også deler. Jeg har også forsøgt at acceptere systemet, som det er, men lige nu kæmper jeg for at få lov til at tage dette kursus, som er temmelig vigtigt for min fremtidige situation. Hvis jeg imidlertid ikke får lov at tage kurset, som starter på mandag, vil jeg meget gerne – og gerne snarest – tage en spand kaffe med dig. Det er alligevel rart, at man ikke er alene med frustrationerne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *