Første møde hos a-kassen

Som nyuddannet skal du en tur omkring a-kassen for at modtage en masse informationer om reglerne for at modtage dagpenge. Derudover skal a-kassen godkende det cv, som du har oprettet på jobnet.dk, og de skal godkende den jobsøgningsplan, som du har lavet på a-kassens hjemmeside.

Det første møde

Det første møde var for mit vedkommende et fællesmøde, hvor vi var 10-15 personer omkring et langt bord. Alle ved bordet var unge, forholdsvis nyuddannede og nyledige, men nogle havde dog været i arbejde i en periode af kortere varighed. A-kassens konsulent førte ordet gennem mødet, men var meget lyttende og forklarende, når vi uvidende nyledige havde spørgsmål til dagpengesystemet.

Den vigtigste lektion

Dagens vigtigste lektion var, at vi bare skal acceptere systemet, uanset hvor dumt, ulogisk og besværligt, det til tider kan være. På den måde får man det bedste ud af det at være jobsøgende, og man mindsker antallet af frustrationer.

Det var motiverende, at få at vide af konsulenten, at der er rigtig mange ting, man selv kan gøre i jagten på et job. Til gengæld var det deprimerende at få at vide af konsulenten, hvor mange ting, der ikke fungerer i systemet (som eksempel kan nævnes, at man nu skal vente 4 måneder på at få lov til at tage et seks-ugers selvvalgt kursus i stedet for de tidligere 3 måneder, og man kan desuden ikke lige selv betale for et kursus). Desuden kan vi risikere at gå ledige rigtig længe, fordi det generelt bare er svært for nyuddannede at få et job.

Alt søges!

Jeg gik hjem fra mødet med flere planer for min jobsøgning og større motivation for hurtigst muligt at finde et job eller lignende. Med lignende tænker jeg på eksempelvis virksomhedspraktik eller løntilskud. Jeg er åben over for alle muligheder!

Du kan følge min og andres jagt på et job på Twitter via hashtagget #jobkampen

2 kommentarer til “Første møde hos a-kassen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *